Søndag den 10. juli 2011 var der ved Nyborg Slotskoncerter koncert i Riddersalen på Nyborg Slot med Vor Frues Kantori – Svendborg under ledelse af Povl Christian Balslev.
På programmet stod ”De 4 Store” – Laub, Aagård, Ring og Carl Nielsen - i centrum krydret med musikalske indslag på bratsch, fløjte og klaver udført af nogle af korets medlemmer og korets dirigent.
Indimellem de forskellige kor– og instrumentale værker fik publikum lejlighed til at synge med på danske sange fra vores næsten uudtømmelige sangskat.
Povl Christian Balslev kommenterede hvert enkelt værk/komponist og det blev fremført - på en dejlig humoristisk og letfattelig måde.
Vor Frues Kantori er et fremragende kor – homogeniteten af stemmer er helt i top, dvs. ingen udisciplinerede ”skrighalse”.
Frasering, intonation samt rytmisk prægnans er ofte en mangelvare ved de fleste kor men absolut ikke ved Vor Frues Kantori – endvidere glimrer koret med tydelig tekst.
Ud over ”De 4 Store” var der også arrangementer af Niels la Cour bl.a. ” Fred hviler over land og by” – her blev undertegnede ganske simpelt rørt til tårer. Sjældent har et stykke musik rørt ved så meget – det er ikke bare la Cours fremragende tonesprog men i særdeleshed Kantoriets udførelse.
Koret ”bakkede” diskret publikum op i den fælles sang og efter de stående ovationer til koret gik alle fra koncerten i en form for eufori – en helt igennem fantastisk aften!